Vi kommer mindre og mindre ud i naturen

Undersøgelser viser at børn kommer mindre og mindre ud i naturen – det bliver mindre for hver generation.

En rapport fra Danmarks Naturfredsningsforening viser at 59 % af vores børns bedsteforældre var ude i naturen hver dag og at det kun er 26% af vores børn som er ude i naturen hver dag. Det interessante er så, at 91 % af forældrene svarer at det er vigtigt for dem at deres børn får naturoplevelser. Forældrenes undskyldning er, at de ikke har så meget tid fordi de arbejder meget. Jeg tror dog at årsagen måske skal findes et andet sted også.

Som forældre bliver vi hele tiden konfronteret med idealbilleder og krav til at vi skal være fantastiske forældre. Det betyder også, at når vi skal tage børnene med ud i naturen, så skal vi helst lave noget kreativt og spændende og jeg tror at det er hér mange forældre står af. Uanset hvor mange bøger der efterhånden er udgivet, som hjælper forældre med ideer til hvad vi kan lave ude i naturen, så signalerer en stor del af dem stadig, at vi skal bruge en masse tid på kreative projekter sammen med vores børn i naturen. Og så er det, at argumentet “vi har ikke tid” kommer ind i billedet.

En bål er hyggeligt og det varmer på en kold dag
En bål er hyggeligt og det varmer på en kold dag

Der er ingen tvivl om, at det er utrolig vigtigt, at vi som forældre aktivt gør noget for at tage vores børn med ud i naturen. Det må ikke blot være at sende dem ud i haven, men børnene skal også opleve, at vi som voksne også gerne vil naturen og vil være ude i den. Det kan vel reelt sammenlignes med at vi som voksne synes det er vigtigt at vores børn har cykelhjelm på, men ikke selv tager den på, da vi jo kører sikkert (eller den ødelægger frisuren). Vi sender mixede signaler til børnene og så virker vi ikke troværdige. Det er vigtigt er vores børn også bliver opdragede til at tage hånd om naturen – så deres børn også kan få glæde af den.

Men hvor skal vi så starte?

Jeg tror, at vi skal starte med os voksne. Ikke nødvendigvis på den måde, at vi begynder at gøre en masse sammen med børnene som det første, men måske i højere grad vender os til at bruge naturen i vores dagligdag. Det kan i starten være de små ting som f.eks. at tage madpakken med ud i parken, at bruge en pause på at gå en kort tur i den nærliggende skov eller tage den næste medarbejdersamtale omkring den lokale sø. På den måde vil det også være naturligt at gøre ting ude i naturen sammen med familien – eller blot at være ude i naturen sammen med familien. Vi behøver ikke nødvendigvis at have en masse planlagte aktiviteter med ud i naturen, men måske blot bruge den som “opholdsrum” og så lade både børn og voksnes barnlige nysgerrighed og lyst til at gå på opdagelse klare resten.

Så tag det første skridt. Find ud af hvor der i nærheden af dig er et grønt område, en sø, en park eller måske en lille skov. Tag dig en pause på 15-20 minutter, bevæg dig udenfor og oplev hvordan luften og roen i naturen giver dig et øjebliks fred og måske lidt ekstra energi til at vende tilbage til arbejdet og yde lidt mere.

Og husk – at hvis det er koldt, er det blot et spørgsmål om påklædning (læs mere om påklædning hér) og om at bevæge sig så man ikke fryser. Der er ikke noget som en rask gåtur på en klar frostvejrsdag.

Når du er klar til at gøre lidt mere, er herunder nogle links til ideer ude i naturen…

www.dn.dk – Danmarks Naturfredningsforening – se under “Oplev naturen”

www.naturfamilier.dk – inspiration til naturoplevelser for hele familien.

www.naturecontext.dk/fokus-pa-dig/selvrefleksion – ideer til selvrefleksion ude i naturen

 

 

 

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.