Ledelse i naturen – naturlig ledelse

Det burde ligge lige til ”højrebenet”. Der er masser af forskning der understøtter det og alle taler om at vi skal bruge det med vores børn i sundhedsvæsenet vores ældre og mange andre steder. Men det lader til at det kræver noget mere end blot ”viden” at flytte os selv udenfor i naturen når vi er på arbejde på kontoret.

I forbindelse med afslutningen af min friluftsvejlederuddannelse, har jeg haft samtaler med en håndfuld personer, som alle arbejder med udgangspunkt i et kontor og som enten bruger naturen aktivt i deres hverdag eller gerne vil bruge den. Det de alle sammen peger på er, at hvis man skal gøre dette noget mere på arbejdspladserne, så kræver det at vi ændrer vores vaner og en kulturændring.

Kulturændringer (og det at ændre sine vaner) er noget af det som kræver lidt mere end bare en information til det ugentlige afdelingsmøde. Det er én af de forandringsdiscipliner som kræver en væsentlig ledelsesmæssig indsats og i den forbindelse, en ledelse som tror på, at det er det rigtige og selv går ”foran”.

Med mange års ledelseserfaring og uddannelser, er det altid interessant at få sat lidt perspektiver på min ledelse. Som friluftsvejleder er jeg også leder – jeg er ”vej”-leder. Som friluftsvejleder handler det om at gøre folk kompetente til at gøre ting selv – selv at leve friluftslivet. Det handler om at hjælpe og understøtte dér hvor det er nødvendigt og samtidig give rum til dem som kan selv og i bund og grund at lede dem i den rigtige retning, med udgangspunkt i hvad de besidder af kompetencer i forvejen og sikre at alle får en god oplevelse uanset niveau. Hvis jeg skal få folk til at flytte sig og gøre noget andet eller noget nyt, er det vigtigt, at jeg dels giver dem forudsætningerne for at gøre det, men samtidig skaber en ramme som er tryg, ved at de kan mærke at jeg er der for dem, hvis de er usikre eller fejler. Det handler både om at tænde et bål eller at lave redningsøvelser i en kajak. Det er afgørende vigtigt at jeg som friluftsvejleder har den faglige overhøjde til at kunne gøre dette.

Men hvordan hænger det sammen med forandringsledelse og det at få ”kontorarbejdere” ud ad døren og ud i naturen? For mig at se, handler det at skabe forandringer i en virksomhed om lidt det samme, som når jeg underviser nogen i kajak. Jeg skal, som leder, flytte nogle medarbejdere rent mentalt. De skal godt nok ikke lære at redde sig ud af en kajak og op i den igen, men den mentale udfordring kan være lige så stor, selvom det kun handler om at flytte telefonsamtaler eller møde udenfor i naturen. Jeg er derfor nødt til at tage udgangspunkt i den enkelte medarbejder, understøtte og give bredde rammer til dem der kan selv og hjælpe og støtte dem som har behov for lidt hjælp. Endelig er jeg nødt til selv at vise, at jeg, som leder, også er med i forandringen. Der er dog ikke nogen garanti for, at jeg/lederen i dette tilfælde har den faglige overhøjde, men så er jeg nødt til at inddrage og positionere en kompetent medarbejder i den rolle.

Endelig kan jeg ikke lade være med at blive inspireret af nogle af de aktuelle begreber indenfor ledelse: Regenerativ ledelse og distribueret ledelse.

Det regenerative hænger for det første rigtig godt sammen med det, som naturen gør ved os, når vi vælger udendørsrummet som kontor: Vi følger med i naturens rytme. Samtidig handler det om, at jeg, som leder, er nødt til et forstå, hvordan den enkelte medarbejder bedst trives i forandringen og give plads til det enkelte menneske.

Distribueret ledelse handler, for mig, om at jeg, som leder, skaber en ramme hvor der er plads til, at kompetente medarbejdere eller medarbejderteams, selv får mulighed for at tage ansvar og ledelse og dermed selv gå foran i forandringen. Men samtidig skal jeg have øje for de medarbejdere, som har behov for støtten, fordi de, måske lige nu, mangler kompetencerne til at gøre det selv.

Så tilbage til ”højrebenet”. Det kræver nok en del driblinger inden det bliver almindeligt, at man, i stedet for at holde møder og arbejde ved skrivebordet indendørs, flytter dele af det daglige kontorarbejde udendørs – ud i naturen. Det starter i det små, så de fleste kan være med. Og så må vi se hvad de næste skridt bliver og hvem der bliver eller er kompetente til at tage dem og gå foran.